Menu

Klubbens historie

 

Sådan begyndte det hele i 1933.

(Uddrag fra jubilæumsskrift udgivet ved Andrup IF's 50 års jubilæum i 1983 og 75 års jubilæum i 2008.)

(Billede af jubilæumsskrift)

I foråret 1933 ulmede det i Andrups fodboldglade ungdom. Så godt som hver aften samledes de foran købmand N.P. Villadsens butik og spillede fodbold på hans mark, det nuværende Møllesvinget. Men det var dem ikke tilstrækkeligt blot at spille bold. De ville organiseres. De ville have en klub.

Andrup Idrætsforening blev derfor stiftet 26. maj 1933 på en stiftende generalforsamling i Andrup Forsamlingshus, hvor 20 unge mænd fra lokalområdet deltog.

Det tog dem ikke lang tid at få stiftet en klub, hvis første bestyrelse blev formanden Søren Villadsen, Henry Nielsen, Niels Aagaard, Harry Frandsen og Kruse, hvis fornavn ikke kendes.

Lovene.

Den stiftende generalforsamling vedtog følgende love for klubben, som kaldtes Andrup Idrætsforening:

§1: Foreningens Formaal er at spille Fodbold og dyrke anden Idræt.

§2: Foreningen afholder Genneralforsamling hvor Regnskabet aflægges hvert Aar naar spillet begynder, ekstra Genneralforsamling hvis en Begæring herom indsendes til Formanden underskrevet af mindst 10 aktive medlemmer. Til Genneralforsamling har kun Aktive Medlemmer Adgang.

§3: Bestyrelsen bestaar af 5 Medlemmer som selv vælger sin Formand og Kasserer.

§4: Kontingentet bestemmes paa Genneralforsamlingen af Medlemmerne.

§5: For Udeblivelse fra Kamp betales en Bøde af 2. Kr. Forfald meldes til Formanden senest 24 Timer før Kampens Begyndelse.

§6: Klubdragten uddeles til 1ste Hold Spillere som saa er ansvarlige for Dragten som igen afleveres til Formanden senest 14de Dagen efter den sidste Kamp hvert Aar.

§7: Holdene udtages og opstilles af Kampudvalget som vælges på Genneralforsamlingen og bestaar af 3 Mand.

§8: Foreningen afholder Aarlig Udflugt saafremt der er tilstrækkelig Tilslutning.

Dermed var AIF stiftet.

Fire dage senere besluttede man på klubbens første bestyrelsesmøde at leje Ole Ølgaards mark (Lå der, hvor Februarvej er i dag) for 100 kroner om året, og så havde man også en bane.

Første opgør mod arvefjenden.

Bestyrelsen var også enig om at oprette to seniorhold. Allerede den 8. juni spillede 1.holdet  sin første kamp i Vester Nebel og blev slået med 2-3. Da man ti dage senere mødte Vester Nebel hjemme på Ole Ølgaards mark, gik det bedre: den senere arvefjende blev sendt hjem med et nederlag på 2-4.

Fodbold har altid været den primære aktivitet, men man har også gennem årene kunnet deltage i håndbold, bordtennis, badminton, kroket og tennis.

Luk